Varmebænk og tagterrasse

Poul Otto Jørgensen

Da jeg så dagens lys den 18/12 1945, var det allerede kold vinter, og de våde tørv og det affaldstræ, min far puttede i ovnen, kunne langtfra varme huset op, så noget af det første, jeg oplevede var bidende kulde. Om det var kulden eller min mors krigsoplevelser, der medførte, at jeg var en sky og nervøs dreng, skal jeg lade være usagt. Den eneste trøst var den rare doktor Olsen, der kiggede over brillerne og lovede, at det skulle jeg nok vokse mig fra. Det gik heldigvis, som han havde lovet; forvandlingen skete i teenageårene, hvor jeg skiftede ham, og blev udadvendt og modig i takt med, at jeg blev mere og mere eventyrlysten. Efter studentereksamen begyndte jeg at læse til elektroingeniør; men min store eventyrlyst var svær at styre, så jeg sprang fra studiet med tumult i min familie til følge. Da den værste uro havde lagt sig, var det dog ikke værre, end at min gode far hjalp mig med at komme i gang med den maskinmesteruddannelse, jeg i min visdom havde udset som den uddannelse, der kunne dække min eventyrlyst. Selvom der blev hvisket i krogene, at jeg ikke ville gennemføre uddannelsen, viste jeg dem baghjul og bestod maskinmester eksamen og den udvidede maskinmester eksamen med topkarakterer - lidt pral skal der til! Jeg må tilstå, at springet var rigtigt; jeg har så rigeligt fået opfyldt min eventyrlyst gennem denne uddannelse og samtidig set og oplevet andre mennesker med andre kulturer og normer.