Et år er gået, siden Maya, Charlotte, June og Cecilia vendte hjem fra deres uforglemmelige ferie i Cennet.
Nu er de fire veninder tilbage i den solbeskinnede tyrkiske kystby, og de er klar til endnu en uge med masser af solskin, gode grin og kolde Strawberry Daiquiris. Men præcis som sidste år, har de alle pakket lidt mere end badetøj og solcreme med i kufferten. Bag de forventningsfulde smil og klirrende Taxfreeposer gemmer sig hemmeligheder og udfordringer, som snart skal se dagens lys. Hvorfor er den ellers så positive June pludselig blevet lidt af en gnavpot? Når Charlotte at slippe af med sin urolige mave og kvalme, inden ferien er slut? Er der mon mere til Mayas underholdende dating-historier, end hun vil ud med? Og er det sorgen over sin mor, der får Cecilia til at gøre ting, ingen havde set komme, eller ligger der mere bag?
Igen bliver Cennet stedet, hvor venindeskaber testes, udfordres og styrkes, når livets alvor blandes med latter, varme og ærlige samtaler.
Velkommen tilbage til Cennet - hvor solen skinner, hemmeligheder afsløres, og veninderne endnu engang må erkende, at livet ikke bliver mindre kompliceret efter de 40.
Forfatter Anjelica Søndergaard (f. 1975) er opvokset i Hvidovre på Københavns Vestegn, i en tryg kernefamilie. Hun har altid været fascineret af, at ord kan skabe billeder og stemninger, der kan få en læser til at føle noget bestemt. Eller helt at forsvinde ind i andre verdener. Om ikke andet for et øjeblik. Fascinationen af det skrevne ord har været drivkraften bag bag det forfatterskab, der er opstået i Anjelicas voksenliv.
Debutromanen Turkish Delight fra 2023 satte gang i forfatterkarrieren. Romanen er en kæmpe kærlighedserklæring til både venindeskabet og den magi der opstår, når man siger ja til eventyret i hverdagen.
Inspirationen til Turkish Delight kom fra utallige ferier i Tyrkiet med familie og venner igennem mere end 20 år. Undervejs er husket og nedskrevet i hundredvis af sjove og anderledes historier og oplevelser, med forskellige mennesker og situationer som omdrejningspunkt.
Turkish Delight 2 er en fortsættelse til Turkish Delight.
Forlaget Siff
Forlaget Siff er et dansk mikroforlag, drevet af forfatter Anjelica Søndergaard. Turkish Delight 2 er forlagets første udgivelse, og er efterfølger til Turkish Delight, der udkom i 2023 på Forlaget Brændpunkt.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".