Soldat på Cypern

En varm majaften i 1983 trådte en 27 år gammel oversergent fra Forsvarets Lægekorps ud af en lyseblå Maersk maskine i Larnaca lufthavn på Cypern. Fra det øjeblik ændredes hans tilværelse radikalt.
Fra en beskyttet tilværelse i en præmieret på Jægersborg kaserne, en med bronzeplade udsmykket bygning, befandt han sig nu pludselig omgivet af nogle bukkede bølgeblikplader viklet om et træskelet i bunden af en dal i en landsby på en østlig middelhavsø. Og det chartrede fly returnerede først om 6 måneder.
Fra Signalbefalingsmand i Charliekompagniet og efterfølgende Næstkommanderende i den isolerede Kokkinadeling, til Signalsektionsfører, Sanitetsbefalingsmand, Velfærdsbefalingsmand og Operationbefalingsmand i Stabskompagniet - de planlagte 6 blev hurtigt til 18, og senere til 54 måneder.

"Er der soldater på Cypern?"

At blive mødt med et sådant spørgsmål af en landsmand med stråhat og rød-hvide plastiksandaler på havnefronten i Phaphos, kan lyde ganske harmløst og ligegyldigt. Men for mig, blev det en brat opvågning og et vink med den berømte vognstang om, at interessen for vores tilstedeværelse for længst var blevet fortrængt af andre nyheder.

Bagsiden af medaljen?

"In the service of peace" står der på medaljen fra Cypern-missionen; for mit vedkommende endte den, i militærkredse så ofte omtalte "badeferie", på Rigshospitalets Krise- og Katastrofepsykiatriske Afdeling.