Drømmer du om at starte dit eget mikrobageri? Så begynder det lige her.
Du behøver ikke et professionelt industrikøkken, en stor opsparing eller en uddannelse som bager for at komme i gang. Du kan starte småt, med det køkken og det udstyr, du allerede har, og lade din forretning vokse i dit eget tempo.
"Sådan starter du et mikrobageri" er en praktisk og jordnær guide til dig, der drømmer om at gøre din passion for bagning til mere end en hobby.
Bogen tager dig med hele vejen fra den første idé til dit første salg. Du lærer at finde dit koncept, planlægge produktionen, prissætte dine produkter, forstå økonomien og navigere i de regler, der følger med, når du sælger hjemmebagt brød og bagværk.
Med konkrete eksempler, brugbare modeller, øvelser og erfaringer fra et virkeligt mikrobageri får du redskaberne til at skabe en lille fødevarevirksomhed, der passer til dit liv - og ikke omvendt.
Det handler ikke om at bage mest muligt eller vokse hurtigst muligt. Det handler om at bygge noget, der giver mening, hænger økonomisk sammen og er til at holde af i længden.
Start småt, bag godt og byg en bæredygtig forretning.
Therese Kristiansen er iværksætter, produktudvikler og grundlægger af BRÖD, et dansk mikrobageri, der begyndte i hendes eget hjem.
Med en baggrund som Product Manager og en passion for surdej og godt håndværk, har hun skabt BRÖD ved siden af sit arbejdsliv og familieliv. Hendes tilgang til iværksætteri er præget af ønsket om at gøre tingene enkelt, gennemtænkt og i et tempo, hvor både kvalitet, økonomi og hverdagsliv kan følge med.
I "Sådan starter du et mikrobageri" deler hun sine praktiske erfaringer med at starte og drive et mikrobageri - fra de første brød i ovnen til prissætning, produktion, markedsføring og de mange små beslutninger, der tilsammen skaber en bæredygtig forretning.
Hun ønsker at gøre det lettere for andre at tage springet fra passioneret hjemmebager til selvstændig mikrobager - uden at skulle begå alle fejlene selv.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".