Rubjerg Knude Fyr

Et blink. Mørke. To blink. Mørke. Hvert tredivte sekund.

I 1891 henligger kysten ud for Rubjerg Knude i Nordjylland stadig i mørke. Skibe strander, og søfolk drukner. I København kæmper fyrdirektøren for at skaffe penge til et nyt fyr. Den 27. december 1900 tændes lyset for første gang oppe på klitten. I syvogtres år lyser det ud over Vesterhavet. Ved siden af tårnet bor fyrpasserne med deres familier. Nat efter nat går de op ad de nioghalvfems trin. Om morgenen skovler de sandet væk fra dørene. Mere end én gang strander et skib lige uden for deres vinduer. Under verdenskrigene driver miner ind mod kysten, og en af fyrets sønner betaler for sit mod med livet.

I 1968 slukkes lyset. Men livet på klitten går videre. I det tomme fyrtårn indrettes et museum om sandflugten, og hver morgen skal indgangene skovles fri. En smed bliver klitfoged. Med hoppen Stine graver han fyrretoppe ned i klitten, så vinden ikke fører sandet bort. I cafeteriet ved tårnet dufter der af nybagt kringle, og Stine får endestykkerne. Så begraver klitten husene, og kirken på klinten bliver taget ned sten for sten. Afgrunden rykker stadig tættere på tårnet. Indtil en murer fra Lønstrup får en idé, og hele tårnet i 2019 bliver flyttet halvfjerds meter ind i landet.

Fyrpasserne og deres familier, skibene, der strandede ud for tårnet, og menneskene, der kom efter dem, har alle virkelig eksisteret. Thorsten Kuhlmann har fundet dem i kirkebøger, politirapporter og gamle aviser og samlet beretninger fra mennesker, der har boet og arbejdet der. Det er blevet til en roman, der fortæller hele stedets historie, fra 1891 til i dag. Midt i det hele ligger Lønstrup, den lille by ved kysten, med sine redningsmænd, fiskere og naboer. Når man har læst bogen, går man anderledes gennem Lønstrup, over klitten og op i tårnet. Og man ved, hvem der har levet her.