Hvornår holdt du sidst op med at skynde dig? Livet mellem tankerne: er en personlig rejse gennem tanker, selvværd, kærlighed, nærvær og meningen med livet. Bogen undersøger, hvordan vores tanker påvirker vores oplevelse af livet, hvordan selvværd kan få næring, og hvordan vi kan finde balancen mellem gøren og væren. Med udgangspunkt i egne erfaringer og mange års møder med mennesker inviterer jeg læseren til at standse op og mærke efter. Hvad betyder egentlig noget? Hvem er vi, når vi ikke længere behøver at bevise vores værdi? Og kan meningen med livet findes i noget så enkelt som at være til stede i det liv, vi allerede har? For meningen med livet skal ikke findes. Den skal mærkes.
Martin Saxe er uddannet læge fra Københavns Universitet og speciallæge i almen medicin. Gennem mange år har han arbejdet som praktiserende læge, hvor den tætte og langvarige kontakt med patienter og familier har givet ham et indblik i mennesker gennem livets mange faser. Han har fulgt familier gennem generationer - fra bedsteforældre til børn, børnebørn. Ved siden af almen praksis har han arbejdet på psykiatriske afdelinger og taget supplerende kurser inden for psykologi. Interessen for mennesker og livet begyndte dog længe før lægeuddannelsen. Som ung rejste Martin til den anden ende af verden, gik på højskole og dyrkede atletik på højt niveau. Han har desuden arbejdet med mennesker i mange forskellige livssituationer - blandt andet ældre på plejehjem, mennesker med omfattende handicap og mennesker med alkohol- og afhængighedsproblemer. Mødet med disse mennesker har været en gennemgående tråd i hans liv og var med til at føre ham mod medicinen og specialet i almen medicin - ikke kun som en vej til at behandle sygdom, men som en mulighed for at forstå mennesker og møde dem dér, hvor de befinder sig i livet. Dette er Martins første bogudgivelse. Bogen er skrevet ud fra mange års møder med mennesker, egne erfaringer og en vedvarende nysgerrighed på, hvad der får os til at trives, fare vild og finde tilbage til os selv. Hans to drenge er blandt hans største glæder og inspirationskilder. Det samme gælder rejserne ud i verden, hvor mødet med andre mennesker, kulturer og natur ofte giver ham anledning til at stoppe op, undre sig og se livet fra en ny vinkel. Det er netop denne nysgerrighed, der ligger bag bogen.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".