Kongemoderen er en historisk roman, der udfolder sig i Danmarks dramatiske begyndelse af 1000-tallet. En brydningstid, hvor kongemagt, slægtskab og tro står over for hinanden i en kamp på liv og død.
I centrum står Estrid, kongedatter og mor til Svend Magnus Estridsen. Hun træder frem som en handlekraftig og kompromisløs kvinde, der nægter at forblive en fodnote i historien. Drevet af hævn, ambition og moderlig vilje udfordrer hun sin egen bror, Knud, i kampen om magten. Estrids mål er klart: at genoprette sin ære og sikre, at hendes søn bestiger tronen, ikke blot som konge, men som bevis på hendes sejr i en verden domineret af mænd og sværd. Svend Magnus Estridsen fremstilles som den karismatiske, komplekse skikkelse, kilderne antyder, men romanen går videre og kaster lys over de kvinder, der omgav ham. Kvinder som historien har tiet ihjel. Gennem fri fortolkning gives de navne, stemmer og vilje, og deres liv flettes tæt sammen med de politiske intriger, kærlighedsforhold og magtkampe, der former rigets skæbne.
Kongemoderen balancerer mellem historisk dokumentation og litterær fortolkning. Hvor kilderne ophører, tager fortællingen over og skaber et sanseligt univers præget af vikingetidens brutalitet og kristendommens fremmarch. Romanen undersøger, hvordan personlige relationer, trosvalg og hævn kan få afgørende betydning for historiens gang.
Jeg er født i 1968, gift og mor til to sønner. Oprindeligt er jeg uddannet skrædder og senere kontorassistent, hvilket har givet mig både kreative og administrative kompetencer. Gennem livet har jeg altid haft en stor interesse for historie og de fortællinger, der knytter sig til fortiden. Denne interesse har udviklet sig til en passion for slægtsforskning, hvor jeg med nysgerrighed og engagement dykker ned i familiens historie og søger at skabe forbindelse mellem fortid og nutid.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".