Et personligt og kulturhistorisk vidnesbyrd om en tid og et livsforløb ved Frans Buch, 1881-1959. Et stykke fortid gjort levende for eftertiden. Skrevet af Frans Buch og illustreret med hans tegninger samt med malerier og fotografier fra perioden.
Om den tids dagligliv, om opdragelse, undervisning, arbejde, forelskelse, frieri, bryllup, familieliv, forældreskab, sorg over tabet af to af de fire børn og omvendelse fra ateisme til kristendom, om en stor udlængsel og talrige rejser i Europa og endelig om at nedskrive sine erindringer for at videregive sine livserfaringer til eftertid og efterkommere. Hvordan de store begivenheder, verdenskrigene, den spanske syge, dampskibenes afløsning af sejlskibene på Fanø, det tidlige DSB, Danmarks overgang fra landbrugsland til industriland blev oplevet og har formet almindelige familiers livsvilkår. Forandringerne ses gennem en enkelt familie, og bestræbelsen på at gøre fortiden nærværende for eftertiden er den røde tråd i Frans Buchs erindringer.
Frans Buch (1881-1959) Barndom og ungdom på Fanø, ansat i DSB med arbejde i en lang række stationsbyer, stiftede familie i Aarhus, sidste 26 år bosiddende i Aalborg. Nedskrev sine erindringer 1953-57 om sin slægt, sin familie, sit arbejde, sine venner, sine mange udlandsrejser, og om hvordan det lykkedes ham og hans kone Grete at komme over tabet af to af deres fire børn.
Birgitte Buch
Birgitte Buch, f. 1950, lektor emerita med speciale i spansk sprog og litteratur. Barnebarn af Frans Buch, ansættelse ved Tønder Gymnasium. Gift med Jens Frørup Madsen og bosiddende i Tønder.
Jens Frørup Madsen
Jens Frørup Madsen, f. 1949, lektor emeritus med speciale i dansk, historie og filosofi, ansættelse som underviser og uddannelsesinspektor ved Tønder Gymnasium. Gift med Birgitte Buch og bosiddende i Tønder
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".