Når et barn får kræft, rammes hele familien. Men midt i stormen af lægesamtaler, indlæggelse, prøver og bekymring, står søskende ofte tilbage i stilheden på sidelinjen. Emils krymer er en bog til netop dem.
Om historien: Da Emils lillesøster Alma får kræft, flytter hun til Rigshospitalet. Hjemme hos Emil flytter helt andre væsener ind på værelset - nemlig Krymer. Der er en grøn jalousi-krym, der stikker, når al opmærksomhed går til Alma. En tung skyld-krym, der hvisker, at det er forkert at kunne lide stilheden. Og en usynligheds-krym, der får Emil til at føle sig som luft. Historien følger Emils kamp med de forbudte følelser og viser, hvordan en simpel "pizza-pagt" med far kan skabe et afgørende pusterum.
Sprog og udtryk for følelserne: Bogen adskiller sig ved at være todelt. Først historien om Emil og efter denne følger en pædagogisk del, der hjælper barnet og den voksne med at sætte ord på det svære.
Bogen indeholder:
Samtaleværktøjer: Konkrete spørgsmål, der hjælper barnet med at udtrykke f.eks. jalousi, vrede og ensomhed.
Fakta-afsnit: Viden om, at alle følelser er normale og tilladte - også de grimme.
Guides til forældre: Hjælp til at skabe frirum af normalitet i en kaotisk hverdag.
Emils krymer henvender sig til børn i alderen 7-13 år, deres forældre samt fagpersoner, der arbejder med familier i krise.
Hanne Kjær Uhlig er uddannet sygeplejerske og cand.arch. Med afsæt i sine egne erfaringer som kræftramt har hun skabt det omfattende informationssite jegharkraeft.dk samt det tilhørende online fællesskab (Facebookgruppe).
Hun har tidligere udgivet en ungdomsroman på Borgens Forlag. Med "Emils krymer" kombinerer hun sin sundhedsfaglige baggrund og personlige indsigt til at sætte ord på de svære følelser, der rammer børn som pårørende. Hanne arbejder aktivt for at forbedre kommunikationen om sygdom i familier, så ingen skal føle sig alene eller forkert i en krise.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".