I sommeren 1815 stiger den 32-årige danske naturforsker Morten Wormskiold om bord på det russiske skib Rurik, der skal på ekspedition til Stillehavet og Beringstrædet. Med om bord er også den fransk-tyske naturvidenskabsmand og digter Adelbert von Chamisso, der er Wormskiolds foresatte. Efter uoverensstemmelser med både Chamisso og skibets stejle kaptajn ender Wormskiold med at blive sat i land og efterladt i Petropavlovsk på halvøen Kamtjatka, hvor han må tilbringe to år, inden det lykkes ham at finde skibslejlighed hjem. Nedbrudt og ændret vender Wormskiold tilbage til Danmark. Han opgiver sin karriere som naturforsker og flakker i mange år rundt i landet og bor på danske herregårde, hvor han læser og skriver om talrige emner. Sine sidste år tilbringer han på Gavnø Slot i Sydsjælland, hvor han dør i 1845 i en alder af 62 år. I Efterladt i Sibirien digter Nils Hartmann med sin fortolkende fortælleform sandheden frem i en forening af historisk realisme og psykologisk dybde. En dramadokumentarisk beretning, hvor videnskab og opdagelse flettes sammen med skæbne og sansning i spændingen mellem naturvidenskab, begær, skyld og identitet.
"En gennemarbejdet og virkelig interessant, letflydende og velfortalt bog, der udbreder kendskabet til en mand, som ingen eller kun meget, meget få har kendskab til." Birthe Melgård
Nils Hartmann er født i 1941 og opvokset i den sydsjællandske fjordby Præstø, hvis landskab og barndomserfaringer har sat spor i flere af hans bøger, blandt andet Tue-bøgerne og Livet er en kamp, Ges! Han blev uddannet lærer fra Vordingborg Statsseminarium i 1968 og arbejdede i en årrække i folkeskolen. Ved siden af lærergerningen var han undervisningskonsulent for Dansk UNICEF Komite og skolekonsulent ved Amtscentralen for Undervisning i Næstved.
Arbejdet for UNICEF fik stor betydning for hans forfatterskab. Rejser til blandt andet Sudan, Cameroun, Nigeria, Ghana, Marokko, Bhutan, Indien, Indonesien og Jamaica gav ham et nært indblik i børns livsvilkår i forskellige dele af verden. Disse erfaringer har han omsat til bøger, artikler, radio- og tv-programmer, hvor han med særlig vægt på nærhed og menneskelig forståelse har ønsket at åbne børns blik for verden uden for deres egen hverdag. Temaet børns rettigheder går derfor som en tydelig rød tråd gennem store dele af hans arbejde.
Hartmann har desuden haft en central rolle i udviklingen af undervisningsmaterialer om global forståelse og børns rettigheder. Efter vedtagelsen af FNs Børnekonvention i 1989 var han med til at udarbejde nye materialer gennem den nordiske Alternativgruppe, blandt andet Den Magiske Bog, der samler eventyr og myter fra hele verden om værdierne i konventionen.
En anden væsentlig del af hans virke er formidlingen af historie til børn. Siden begyndelsen af 1990erne har han skrevet en lang række historiske bøger, herunder Børnenes Danmarkshistorie, Børnenes Verdenshistorie og serien Børnenes Danmarkshistorier. Han redigerede også Gyldendals STORE Børneleksikon i fire bind samt et tilhørende billedatlas.
Nils Hartmann har skrevet omkring 90 bøger og hæfter og oversat næsten lige så mange, heriblandt Alfons Åberg-bøgerne og værker af Maj Bylock og Ulf Stark. Han har samarbejdet med flere markante danske illustratorer, især Dorte Karrebæk, som han har skabt omkring 20 bøger sammen med. For sit omfattende bidrag til dansk børnelitteratur, historieformidling og global undervisning har han modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, blandt andet Gyldendals Børnebogspris.
Forlaget Ringedal
Forlaget Ringedal har sit udspring og sin adresse i Ringedalen i Nordlandet på Bornholm, lige syd for Hammershus og lige nord for Jons Kapel. Her ligger et lille fiskerleje med havn ved navn Vang omkranset af 80 meter høje klippefremspring tæt ved stenbrud og klippesøer. Dette for Danmark så særprægede klippelandskabs urokkelighed samt den ældgamle, vildtvoksende planteverden inspirerer forlaget til en besindelse på såvel det urokkelige som det vilde!
Ringedal står dermed solidt plantet i 1,5 milliarder år gammel granit smykket med mere end 3000 år gamle helleristninger, nogle af de største og smukkeste i Danmark. Forlaget Ringedal udgiver faglitteratur, skønlitteratur og poesi.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".