Alle har en hjemstavn. For Steffen Baunbæks vedkommende er det landsbyen Voel lidt øst for Silkeborg, der i Det lange farvel portrætteres gennem en collage af lokalhistorie, biografier, anekdoter og fotos.
Man hører om byens og slægtens historie. Om kammeratskab, markræs og famlende forelskelser. Om UFO'er, illegal hampdyrkning og en monstrøs musetrappe, der akkurat ikke endte i Guinness Rekordbog. Over det hele står længslen: Områdets ustabile råstof, som både kan føre store ting og dybe fald med sig.
Det lange farvel er fortællingen om en barndom og ungdom i de sidste årtier af Det Tyvende Århundrede, som den tog sig ud i en østjysk flække, der kunne have været så mange andre steder, men absolut ikke var det.
Steffen Baunbæk er født 1973 i Silkeborg. Cand. mag i dansk fra Aalborg Universitet i 2000. Har siden fungeret som medredaktør af bl.a. Musiktidsskriftet Geiger og udgivet musik under projektnavnet Unterklang. Siden 2012 har han udgivet 10 bøger, hvoraf digtsamlingen 8600 også omhandler opvæksten i Voel og kan læses sideløbende.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".