Det Befriede Folk er et samlet værk, der består af tre digtsamlinger om åndelighed og bevidsthed. Digtene er forfattet og illustreret af Tanja Zier Larsen og udspringer af et liv levet med kærlighed, ansvar og modet til at tænke selv.
I digtene følger vi Tanjas egen livsrejse - fra oprør mod opdragelse og samfundsnormer, over frigørelse og selvstændighed, til kærlighed, tilgivelse og en voksende forståelse for menneskets åndelige udvikling og fremgang gennem inkarnationerne. Tanja var dybt inspireret af bogen "Vandrer mod Lyset!", udgivet af Michael Agerskov 1920, der kom til at præge hendes måde at være i verden på og gav hendes liv mening og sammenhæng.
Digtsamlingen viser, hvordan et menneske kan rejse sig, tage ansvar for sit liv og stå i egen kraft - sådan som Tanja selv udtrykte det med sit valgsprog: "Se det, tænk det igennem og gør det."
Tanja Zier Larsen voksede op på Indre Nørrebro i 1950'erne i en arbejderfamilie. Hun var født uden for ægteskab og havde skolegang til 5. klasse. Selvom de ydre vilkår var beskedne, bar hun tidligt et stort menneskeligt overskud, som gjorde hende til samlingspunkt for nærvær, frihedstænkning, knus, humor og dybe samtaler. I 1970'erne deltog Tanja aktivt i tidens sociale og kulturelle bevægelser. Hun havde sine meningers mod og talte åbent imod magtkonstruktioner og uretfærdighed. Det største aftryk satte hun dog i mødet med mennesker, i de mange samtaler, hvor hun medskabte rum for nærvær og ærlighed. Overalt satte hun spor og påtog sig ansvar, bl.a. i Kvindebevægelsen, Bøssernes Befrielsesfront, Thylejren, Halkær Kro, Permakultur Danmark, Islandshesteforeningen, Alternativet og mange andre fællesskaber. Det var først som voksen, efter et ophold på Grundtvigs Højskole, at Tanja opdagede sit sproglige talent, hendes sans for dansk og for at forstå og tolke tekster, og her voksede modet til selv at skrive. Digtene blev en vigtig udtryksform for hendes livserfaringer, kærlighed og åndelige erkendelser. Tanjas første digtsamling Fra mit til dig blev udgivet i 1989. I 1991 flyttede Tanja fra Nørrebro til Nibe sammen med Bodil. Her levede hun de sidste 29 år af sit liv på en landejendom præget af økologi, permakultur, vedvarende energi og et nært forhold til dyr og natur. Hun red, så længe hun kunne, elskede sine islandske heste, sine katte og var dybt forbundet med det liv, der omgav hende. Hun fik to døtre og fem børnebørn og et voksende antal oldebørn. Tanja udtrykte sig også på andre måder. Hun holdt af det praktiske liv og fandt glæde i at bygge, renovere og skabe med sine hænder. Hun arbejdede med tekstiler, tegning, broderi og mindre håndværk og lavede blandt andet klistermærker med islandske heste og læderarbejde, som hun solgte ved ridestævner og vikingemarkeder, mest som en anledning til at komme i snak med mennesker. Hun levede hele sit liv med leddegigt, men hun gjorde den aldrig til sit omdrejningspunkt. Tanja var en varm og livslang fortaler for bogen Vandrer mod Lyset!, udgivet af Michael Agerskov i 1920. Især Kristi Tale gav genklang i hendes stærke retfærdighedssans og dybe ønske om åndeligt fremskridt og fred for hele menneskeheden. Digtsamlingen er en afspejling af dette livssyn. Tanja Zier Larsen døde den 15. marts 2020 efter længere tids sygdom. Hendes nærvær, varme og visdom satte varige spor i alle, der kendte hende.
Forlaget Skjølven v/ Bodil C. Jørgensen
Det Befriede Folk udgives af Forlaget Skjølven ved Bodil C. Jørgensen - forfatter, sanger, sangskriver og multikunstner samt ægtefælle til Tanja Zier Larsen gennem 33 år.
Udgivelsen er tilrettelagt i nært samarbejde med en mangeårig ven Ivan Brandholt, der ligeledes bærer en dyb forståelse og respekt for Tanjas værk og det åndelige grundlag, hun stod på.
Redaktionelt er der udelukkende foretaget nænsomme justeringer af opsætning og grammatik med størst mulig hensyntagen til Tanjas oprindelige stemme og intention. Målet har været at bevare digtene i ærlig og autentisk samklang med det, Tanja selv ville have ønsket. Det samme gælder Tanjas blyantstegninger der er teknisk renset og farvemæssigt forstærket, og dermed gjort egnede til tryk.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".