"Blomsten af ingenting" er en fortælling, der handler om det besættende og fascinerende gåpåmod hos en del af ungdommen i 70'erne. Ungdomsoprøret fra 68 var overstået, men endnu ikke helt fordøjet. For mange var uddannelse og karriere ikke de vigtigste ledestjerner i tilværelsen. Det handlede om den frisættelse og identitet, man ikke kunne få i det formelle system. Fulgte man blindt den lige vej, var man afskåret fra at finde ud af, hvem man i virkeligheden var inderst inde. Den erkendelse får man kun gennem eksistentielle udfordringer, hvor ens eget liv er i spil i et frit fald ned gennem alle de nemme løsninger: Du er sprunget ud fra det lille propelfly, men da faldskærmen skal folde sig ud, er der store problemer.
Christians fordomsfrie tilgang til tilværelsen giver succes og anerkendelse i jobbet som lærervikar samtidig med at kærlighedsforholdet til hans ungdomskæreste Luna nærmest styrkes fra dag til dag. Pludselig sker det, som ingen kunne forudse, og det bliver livets ubarmhjertige tildragelser og tilfældige hændelser, der slår benene væk under ham. Christian kæmper også med en nagende skyldfølelse, der kun bliver større af, at han indleder et nyt forhold. Oplevelsen af at have svigtet bliver hængende i underbevidstheden som en altfortærende anklage, og han skal igennem psykiske nedture med mismod og depression, før han igen kan komme op at stå. Hvordan det hele er skruet sammen, kan du finde ud af ved at læse bogen.
Jeg er født i 1948 og var med sådan lidt på sidelinjen, da ungdomsoprøret satte dagsordenen fra 1968 og npgle år frem. Der er i romanen en del selvbiografiske træk. Bl.a. meldte jeg mig ud af 2.g for at prøve kræfter med tilværelsen ud fra mine helt egne præmisser - og det var uden sikkerhedsnet og redningskrans. Jeg var vildt fascineret af bjergene i alperne, så jeg "sadlede min jernhest" og kørte sydpå mod Østrig og Italien. Jeg var væk hjemmefra i godt et års tid, inden jeg vendte tilbage og gjorde min studentereksamen færdig. Karrieremæssigt har jeg været lidt rundt ude i det pædagogiske landskab. Oprindelig er jeg uddannet folkeskolelærer med en overbygning som exam.pæd.psyk. Jeg har også arbejdet som job- og uddannelseskonsulent, inden jeg blev skoleleder. Mine sidste 5 år på arbejdsmarkedet var jeg leder af et pædagogisk udviklingscenter og var med til at implementere it i alle kommunens skoler, og det var både et spændende og udfordrende job. Det var først, da jeg gik på pension jeg for alvor begyndte at skrive.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".