Levy Ignis har aldrig haft det let med sit navn. Hans stamme bærer på en arv, han hverken kan løbe fra eller forstå, og blandt Ridderinstituttets elever er han allerede dømt på forhånd. Da unge med bånd til Tronens Sværd begynder at forsvinde, bliver uroen hurtigt til frygt. Snart står Levy midt i en konflikt, der rækker langt ud over instituttets mure, og langt dybere ind i fortiden, end nogen har fortalt ham.
Mens venskaber knyttes, alliancer slår revner, og gamle fjender træder frem fra mørket, tvinges Levy til at spørge sig selv, hvem han egentlig kæmper for. For hvad gør man, når sandheden viser sig at være bygget på løgne? Og hvor langt vil man gå for dem, man elsker, når prisen kan være alt?
En fortælling om magt, blod, svigt og loyalitet, hvor sorg og glæde i sidste ende viser sig at være to sider af samme kamp.
Sahil Adnan har en kandidatgrad i statskundskab og arbejder til daglig i Udenrigsministeriet. Gennem både sit studie og sit professionelle virke har han beskæftiget sig med internationale forhold, konfliktområder og globale magtforhold. Han har altid haft en særlig interesse for borgerkrige og interne konflikter.
Ved siden af den travle hverdag har han dyrket sin passion for fantasygenren og verdensopbygning. Hans fortællinger er præget af komplekse relationer, politiske spændinger og konflikter inspireret af de mekanismer, der også findes i den virkelige verden. Samtidig har det været hans ønske at skrive en fortælling, hvor læseren kan sætte sig ind i hovedpersonens tanker og handlinger. En fortælling, hvor man på den ene eller anden måde kan relatere sig til hovedpersonen eller nogen af personerne omkring ham.
Kombinationen af hans akademiske baggrund og kreative interesse danner grundlaget for et fantasyunivers, hvor magt, loyalitet og krig spiller centrale roller.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".