Barakungerne. Aarhus i 1960'erne. På Gustav Holms Vej ligger de gamle barakker, hvor børnene lever et liv fyldt med fantasi, venskaber, drillerier og eventyr. Her er vejen deres legeplads, og naboerne er en del af hverdagen. Livet er enkelt, men langt fra problemfrit. Bag de tynde trævægge gemmer sig både fattigdom, sygdom og familier i opløsning. Da barakkerne skal rives ned, bliver Kristians trygge verden revet op med rode. Samtidig bliver hans mor alvorligt syg, og Kristian og hans søskende må på børnehjem. For første gang oplever han, hvordan barndommens selvfølgeligheder forsvinder, og at livet kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Barakungerne er en varm, ærlig og nærværende roman om at vokse op i et Danmark, der er ved at forandre sig. Det er en fortælling om tab, håb, sammenhold og de minder, som aldrig forlader os, selv når de steder, de blev skabt, er forsvundet.
Forfatteren har brugt det meste af sit voksenliv som pædagog og mange af årene med unge der havde det svært i forhold til samfundets forventninger til deres adfærd. Hans indgang til mange løsninger i sit arbejde er gennem sit naturlig evne til at komme under huden på den enkelte barn/unge. Han ynder at spille bas i forskellige sammenhænge og især blues/rocken er hans hjerte nær, men nyder i lige så høj grad at spille op til fest når der er bud efter ham. I 11 år har han, sammen med sin kone, drevet et socialpædagogisk opholdssted for børn/unge med varig nedsat funktionsevne og det forventer han skal holde ved til han lader sig pensionerer. Bøgerne var ikke et must for ham at få ud, men mere følelsen af at der var noget inderste inde som ville ud og med forventning om at andre kunne læse dem med udbytte. Det må ikke forstås som nogen form for kald, men blot trangen til at skrive i en blanding af fiktion og egne oplevelser. Den tredje bog vil også være en beskrivelse af Kristians liv på godt og ondt og hvor den lander vides ikke men lander det gør den.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".