Vi lever i en tid, hvor markedsstyrede tankemønstre har opfyldt os i en sådan grad, at vi har glemt, at vi er mennesker endnu før, at vi er arbejdskraft. Vi har glemt, hvor meget vi er i stand til at skabe sammen, hvis vi bruger vores fantasi. Kunsten og undervisningen er så fuld af livskraft, at den vil gro frem over alt, hvis vi giver den lov. Hvordan kan vi skabe de bedste forudsætninger for undervisning og kunst overalt i vores samfund? Jens Skou Olsen viser, at der er brug for at af-indsnævre kunstbegrebet, så det igen kan rumme os alle. Vi skal tage ånden i hånden og lægge an til et opgør med vores vanetænkning, tankemønstre og sindstilstande.
Bogen peger på, hvordan vi kan sætte både undervisningen og kunsten fri og gøre os alle til undervisende kunstnere. Med afsæt i konkrete værktøjer og tilgange forklarer Jens Skou Olsen, hvordan vi kan skabe en skole, et kunstliv og en kultur, hvor vi ikke blot forsøger at overleve, men ligefrem lever et levende liv sammen. Verdens mange udfordringer kræver, at vi alle skruer op for kreativiteten og skaberkraften, så vi kan finde nye måder at leve, lære og være sammen på dér, hvor vi er.
Bogen henvender sig til undervisere, kunstnere, forskere, kulturinstitu-tioner og kulturelle beslutningstagere; men bogen kan også med udbytte læses af andre, der ønsker at få sat ord og begreber på betydningen af kunst, undervisning og åndelighed for vores samfund, kultur og hele liv sammen.
"Det er en sprænglærd bog, som Jens Skou Olsen har skrevet. Den får mig til at indse, hvor vigtig fantasien og øjeblikkets magi er, hvis livets skønhed skal materialisere sig i det menneskelige samvær, trods verdens rystende og umenneskelige magtudfoldelse. Og så bestyrker bogen mig i troen på, at hvert menneske og hvert øjeblik kan ændre verden til det bedre!" (Poul Nesgaard)
Jens Skou Olsen er jazzmusiker, underviser, Ph.d., komponist og forfatter. Jens er docent på Rytmisk Musikkonservatorium i København og veksler i sit arbejdsliv mellem undervisning, forskning og kunstnerisk praksis som turnerende improvisationskunstner. Han er medinitiativtager og hovedunderviser på Kulturlederuddannelsen på Roskilde Festival Højskole og har i de seneste ti år forsket i transformativ erfaring, hvilket bl.a. har resulteret i samarbejder med Ole Fogh Kirkeby, Dorthe Jørgensen og Lene Tanggaard. Som medlem af bestyrelsen for Sophia, Tænketank for pædagogik og dannelse, har Jens i samarbejde med tænketankens formand Jens Raahauge udviklet og produceret serien Pejling af dannelse bestående af 35 podcasts.
Jens har indtil videre udgivet mere end 50 kunstneriske værker og skrevet en række bøger deriblandt Lad underviseren være kunstner (2025); Den skabende producer (2025); Socialmembraner (2025); At spille på øret (Roskilde Universitet 2015) og Musisk ledelse (Klim 2011). Han medvirker desuden i antologierne Truth and Experience Between Phenomenology and Hermeneutics (Cambridge Scholars Publishing 2015); Nye Dimensioner: Hvad er kunstnerisk forskning? (Københavns Universitet 2014) samt Følelser i ledelse (Klim 2013).
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".