Den højeste dom

En ejendommelig retssag er under opsejling et sted i Belgien. På anklagebænken sidder den danske dommer Daniel Krupp. Forud for de uklare anklager har Daniel levet et tumultarisk og begivenhedsrigt liv dels med et udfordrende arbejde og dels grundet to dramatiske skilsmisser.

Det er omtrent omdrejningspunktet i dramatikeren Torbjørn Rafns velskrevne debutroman DEN HØJESTE DOM. Romanen er mestendels et sylespidst portræt af en moderne mands vildveje og ikke mindst flugtveje. Rafn skildrer desuden eksistentielle problemer som angst og tvivl.

Daniel Krupp er udadtil en succesfuld dommer, men indadtil lider han af snigende udlængsel. Han er bestemt ikke noget dydsmønster, selvom hvervet som dommer giver ham moralsk habitus. Eksempelvis er han ikke bleg for at frekventere ludere og lader desuden til ikke at have helt rent mel i posen.

DEN HØJESTE DOM er ikke en roman, der er afviklet via et ordinært fremadskridende fortælleforløb, derimod tager den sit udgangspunkt i nutiden, hvor Daniel sidder på anklagebænken. Herfra udæskes længere episoder fra fortiden, i enkelte tilfælde lidt for gedulgte og fortænkte.

DEN HØJESTE DOM har flere lighedstræk med Franz Kafkas "Processen". Specielt de absurde anklagepunkter samt skildringen af menneskelig fremmedgørelse og fortvivlelse
En central fremdrift i romanen er en rejse eller måske nærmere en flugt til Madrid. Byen er ikke en tilfældig destination for Daniel. I forbindelse med et arbejdsophold nogle år forinden i Madrid har han ligefrem beskrevet det som de to bedste måneder af sit liv. Dermed står Madrid som noget ophøjet, men også som noget uopnåeligt, som det også senere viser sig.

Blandt de mest velfungerende elementer i romanen er det fint ciselerede sprog. Især de lyriske naturbeskrivelser printer sig ind på nethinden Torbjørn Rafn skildrer sine karakterer levende og med sans for humoristiske situationer. Replikkerne er desuden skarpe og gennemtænkte, hvilket oplagt kan tilskrives Rafns virke indenfor teater, radio og film.

DEN HØJESTE DOM er utvivlsomt en særegen læseoplevelse. Den er på en og samme tid både let og vanskelig at greje og tyde. Måske er romanen mest af alt en fabel over vores egen forvirrede og fragmenterede samtid?

Du kan læse den originale anmeldelse af Den Højeste dom ved at kopiere dette link, og sætte det ind i din browser:
http://cphculture.dk/a584denhoejestedom.html

- efterretningsagenter kontra terrororganisationer.

En Boganmeldelse af Søren Markvard

En anmelder i en af hovedstadsaviserne beklagede sig forleden over tykkelsen på mange af de romaner, der i disse år udkommer. Det er nemlig ikke usædvanligt, at forfatterne breder handlingen ud over 5-600 sider, og det betyder så også, at der i mange tilfælde er hældt godt med fyldekalk i, og det er langtfra altid, at handlingen i den pågældende bog kan bære så
megen snak ind imellem de faktuelle hændelser.

Så meget mere behageligt er det, når en forfatter formår at begrænse ordstrømmen og præsentere en roman, der fylder pladsen ud med kun 220 sider. Den højeste dom er Torbjørn Rafns debutroman; han har tidligere skrevet dramatik for radio, film, tv og teater, men forsøger sig altså nu på bogmarkedet og har her begået en bog, der som sagt ikke breder sig utilladeligt, men rent sprogligt behersker sig og lader sætningerne stå klart og skarpt.

Hovedpersonen er den danske dommer Daniel Krupp, som vi møder i starten af bogen i en mørk fængselscelle et sted i Belgien, hvor han venter på sin henrettelse.
Derefter følger så i flashbacks de hændelser, der har ført til hans tilfangetagelse og mordanklager, og det går efterhånden op for læseren, at nok har Daniel en nydelig karriere som dommer bag sig, men der er lig i lasten; ikke bare hjemme i Danmark, men så sandelig også i
Belgien, hvor begivenhederne tårner sig op, og han pludselig er på vild flugt.

Det står efterhånden også klart, at det ikke bare er myndigheder og anklager, han må flygte fra; også sig selv og de handlinger og valg han foretager, kan han langt hen ad vejen ikke holde ud. En af personerne i bogen siger til ham, at han må prøve at rette op på tingene: " Vi er her kun én gang. Én chance får vi. Hvad med at forsøge at udnytte den, siger jeg. Måske det i virkeligheden bare handler om mod. Det er jo ikke så vigtigt, om man fejler. Meget
vigtigere er det, at man forsøger".
Men Daniel fejler for mange gange, og han er efterhånden klar over, at det er umuligt at flygte fra sig selv og komme uskadt ud på den anden side.

Bogen kan læses som en psykologisk spændingsroman med Daniel Krupp og hans flugt som det bærende element, men kan med lige så stor ret betragtes som en fortælling, der siger noget afgørende om vores splittede og flagrende samtid.

Rafn, Torbjørn: Den højeste dom. Books on Demand , 2016.

Af Arne Mariager post@mariager.dk. 6. maj 2017. Jysk Fynske Medier – flere aviser.

”Romanen er bygget op af en række billeder - der hver for sig virker som scener i en film – eller som aktstykker på et teater. Det virker underholdende, og i kombinationen med et klart, præcist sprog gør det "Den højeste dom" til en interessant debut. Men det mest fascinerende er selve substansen i fortællingen”.

”Hovedpersonen, dommer Daniel Krupp, er en interessant blanding af en begavelse og en slyngel. I korte sekvenser oplever vi Krupp som målbevidst karrieremand og som et menneske med så store karriere-ambitioner, at han er parat til et være et dumt svin for at nå sine mål. I andre sekvenser møder vi en overraskende menneskelig og blød mand og et menneske med en dyb retfærdighedssans. Et paradoks? Ja, men det er måske netop noget af det, Rafn vil sige med historien. Mennesket er dybest set et paradoks. Et rovdyr på træk mellem drab og kærlighed. Og det samme menneske kan forvandles fra bøddel til offer på kort tid.”